Digital selvbetjening: Mulighed eller mareridt?

Der er ingen slinger i valsen, når det gælder spørgsmålet om, hvem der har det juridiske ansvar for, om digitale selvbetjeningsløsninger på offentlige danske hjemmesider overholder kravene i loven om webtilgængelighed. Stik imod hvad man kunne forvente, så er det ikke den it-leverandør, der har udviklet og solgt produktet, som er juridisk ansvarlig for, om det overholder lovkravene til webtilgængelighed. Det er den offentlige organisation, som har købt løsningen og integreret den på sin hjemmeside.

Loven om webtilgængelighed undtager ganske vist såkaldt ”tredjepartsindhold” på hjemmesiden (§ 1, stk. 5, nr. 5). Men undtagelsen forudsætter, at indholdet fra tredjepart hverken er finansieret, udviklet af eller er under kontrol af det pågældende offentlige organ. Og jeg venter stadig på, at nogen præsenterer mig for en løsning til digital selvbetjening på en offentlig hjemmeside, som lever op til disse kriterier. Hvis du falder over en, håber jeg, du fluks vil kontakte mig på seh@diversa.dk.

Mange digitale selvbetjeningsløsninger fungerer på den måde, at sælgeren helt eller delvist hoster løsningen på et domæne, der er ejet af sælger. Det gælder for eksempel HR platformen, Emply, som mange offentlige organisationer bruger til blandt andet rekruttering eller Swecos løsning Driftweb, som er et it-system til håndtering af drift af ledningsnet, belysningsanlæg, skadedyr, veje, fællesarealer og lignende.

Hvis du for eksempel går ind på forsiden af Horsens Kommunes hjemmeside, horsens.dk, har du mulighed for at klikke på menupunktet ”job” i hovedmenuen. Gør du det, kan du efterfølgende vælge genvejen ”ledige stillinger” og får så vist en oversigt over ledige stillinger. Klikker du på en overskrift i oversigten, får du vist en uddybende beskrivelse af jobbet. Og klikker du til sidst på ”Send ansøgning”, ja så kan du minsandten søge jobbet digitalt. Som bruger er jeg ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at jeg bevæger mig i Horsens Kommunes digitale univers.

MEN! Hvis jeg undervejs i processen holder øje med adresselinjen i min browser, viser det sig faktisk, at jeg begynder min brugerrejse på domænet horsens.dk – men slutter på domænet horsens.emply.net. Det er altså leverandøren – Emply – som hoster den del af den digitale løsning, hvor selve indsendelsen af ansøgningen finder sted. Jeg har bevæget mig fra en offentlig til en privat hjemmeside.

Og hvad betyder det så i forhold til loven om webtilgængelighed, som jo kun omfatter offentlige hjemmesider? Det betyder ikke en dyt! For der er ingen tvivl om, at der er tale om Horsens Kommunes webindhold. Det er Horsens Kommune, der har købt løsningen. Dens layout afspejler designet på kommunens hjemmeside og den kan tilgås fra horsens.dk. Den samlede løsning er med andre ord at betragte som indhold på Horsens Kommunes hjemmeside – og dermed omfattet af loven om webtilgængelighed.

Digitale løsninger som HR platformen, Emply, eller den tekniske driftsplatform, Driftweb, er grundlæggende at betragte som fagsystemer og ikke som hjemmesider. Men de dele af et fagsystem, som bliver udstillet via en offentlig hjemmeside – som for eksempel muligheden for at søge et ledigt job eller anmelde, at man har set en rotte på sin grund – er i juridisk forstand at betragte som indhold på hjemmesiden.

De dele af fagsystemet, som man kan tilgå via den offentlige hjemmeside, skal altså leve op til kravene i loven om webtilgængelighed. Dette gælder alle trin i den sammenhængende proces – og det gælder hvad enten, man tilgår løsningen via et login eller ej.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at et intranet og ekstranet også er at betragte som hjemmesider – hvis de altså tilhører et offentligt organ. Intra- og ekstranet er dog ikke omfattet fra det samme tidspunkt, som traditionelle hjemmesider (§ 1, stk. 5). Intra- og ekstranet, som er offentliggjort inden den 23. september 2019, er først omfattet af lovens krav fra det tidspunkt, hvor disse bliver revideret væsentligt (efter 23. september 2019). En væsentlig revidering kan for eksempel være et nyt design eller overgangen til et nyt CMS-system.

Et af de spørgsmål vi ofte møder hos Diversa er, om webtilgængeligheden af digitale selvbetjeningsløsninger skal vurderes selvstændigt og om løsningerne skal have deres egen tilgængelighedserklæring?

Og skal man forsøge at være klar i mælet, er svarene henholdsvis ja og nej. I virkeligheden er der masser af nuancer og forbehold (hvilket der som regel er, når lovgivning møder virkeligheden), men lad mig for overskuelighedens skyld vove at skrive:

Ja, en selvbetjeningsløsning bør tilgængelighedsvurderes for sig selv. Nej, den skal ikke have sin egen tilgængelighedserklæring.

Og hvorfor så det?

Forklaringen på det sidste svar – nej, løsningen skal ikke have sin egen erklæring – er den enkleste. Så lad mig give den først.

Som udgangspunkt bliver en digital selvbetjeningsløsning vurderet som integreret indhold på en hjemmeside. Og i modsætning til selvstændige subdomæner så skal integreret indhold ikke have sin egen tilgængelighedserklæring. Hvis der er udfordringer med webtilgængeligheden af en specifik digital selvbetjeningsløsning, skal de oplyses i den samlede tilgængelighedserklæring for hjemmesiden.

Når vi hos Diversa anbefaler, at man skiller tilgængelighedsvurderingen af selve hjemmesiden og dens basisindhold fra de integrerede digitale selvbetjeningsløsninger, skyldes det flere ting.

For det første er der meget stor forskel på, hvor omfattende og teknisk komplekse digitale selvbetjeningsløsninger er. Der kan også være stor forskel på, hvor mange af disse løsninger, der er gjort brug af på en hjemmeside. Og sidst men ikke mindst er det vores erfaring hos Diversa, at de færreste ansvarlige for hjemmesiden har et fuldstændigt overblik over, hvor mange og hvilke selvbetjeningsløsninger, som integrerer med hjemmesiden.

Selvom det at arbejde med digital tilgængelighed i virkeligheden er en fortløbende proces, som aldrig stopper, så bliver webtilgængelighed i det offentlige – i hvert fald i begyndelsen – som regel rammesat som et projekt. Som en afgrænset opgave med en udløbsdato og med en selvstændig bevilling. Derfor har mange projektledere og/eller webansvarlige brug for en fast pris på tilgængelighedsvurderingen.

Hvis vi hos Diversa skulle give en fast pris på en tilgængelighedsvurdering, som inkluderer alle selvbetjeningsløsninger, ville vi være nødt til at arbejde med en stor ”sikkerhedsmargin” i forhold til estimeret tidsforbrug. Det ville betyde, at du som kunde kan komme til at betale uforholdsmæssigt meget for din vurdering. Det mener vi ikke er rimeligt, og derfor arbejder vi med separate vurderinger af selvbetjeningsløsninger.

En anden vigtig grund til at vi anbefaler at adskille tilgængelighedsvurderingen af de digitale selvbetjeningsløsninger fra den grundlæggende tilgængelighedsvurdering af hjemmesiden er, at de fleste digitale selvbetjeningsløsninger, som tidligere forklaret, er købt som selvstændige fagsystemer. Hvert system har sin egen leverandør, sin egen selvstændige kontrakt og sin egen systemejer. Og systemerne bliver købt af helt andre afdelinger end den, der er ansvarlig for hjemmesiden – ofte uden tanke på, at der skal ske en integration med hjemmesiden – og sjældent med viden om, at der findes en lov om webtilgængelighed, som skal overholdes.

Når vi arbejder med separate vurderinger af selvbetjeningsløsninger, gør vi det lettere for kunden at få fordelt omkostningerne sådan, som hun mener, de skal fordeles – hvad enten det er den centrale kommunikationsafdeling, den bestillende afdeling eller it-leverandøren, der skal holde for, når der skal styr på webtilgængeligheden.

Desuden gør separate vurderinger af selvbetjeningsløsninger det lettere for offentlige organisationer, der bruger den samme it-leverandør, at gå sammen om at få lavet en vurdering af en løsning. Det giver dem en konkret vurdering og rapport i hånden, som de sammen kan bringe videre til it-leverandøren med et fælles krav om, at problemerne bliver løst på alle hjemmesider på én gang.

I Danmark er den offentlige digitalisering siden 2001 blevet styret med fast, centraliseret hånd. Ikke mindst når det gælder digital selvbetjening. Som nation er vi på rekordtid konverteret fra en analog til en digital befolkning. Ja, vi er sågar kåret som verdensmestre i offentlig digitalisering.

Den udvikling har medført, at vi lige nu må navigere i en uoverskuelig og umiddelbart ret ufremkommelig jungle af mere eller mindre (ofte mindre) digitalt tilgængelige selvbetjeningsløsninger. Det kan tage pusten fra de fleste, når de opdager, hvor omfattende opgaven i virkeligheden er.

Men i stedet for at drukne i individuel fortvivlelse og indlede endeløse magtkampe mellem offentlige opgavestillere og private it-leverandører om, hvis skuldre, der skal huse aben og hvilken pengepung, der skal holde for, så kunne vi vælge at stå sammen og i fællesskab udnytte den enorme mulighed, der følger med loven om webtilgængelighed.

Med loven om webtilgængelighed er der nemlig ikke tale om isoleret dansk lovgivning. Der er tale om fælles europæisk regulering, hvilket betyder, at der gælder de samme standardiserede krav til den offentlige webtilgængelighed i alle EU's medlemslande. Krav, som fra 2025 også kommer til at omfatte en række private tjenester og produkter.

Hvis vi som samfund kan finde ud af at løfte i flok og gribe mulighederne, kan det, der lige nu kan fremstå som et GDPR-lignende mareridt for den enkelte offentlige organisation måske blive digitaliseringens svar på det danske vindmølleeventyr. Spørgsmålet er: Kan vi det?