Tilgængelighedserklæring, hvorfor det?

Har din virksomhed lavet en tilgængelighedserklæring?

Hvis nej, så er du i samme båd som mange andre. Det er nemlig de færreste organisationer, der rent faktisk har en tilgængelighedserklæring på hjemmesiden. Så se at få den lavet - det kunne jo være ret sejt, hvis du var en af første til at overholde tilgængelighedslovgivningen, synes du ikke?

Nogle få offentlige virksomheder har lavet en erklæring, men næsten ingen i den private sektor. Derfor gør det os ekstra glade, når vi pludselig falder over sådan noget som en landbrugsvirksomhed, der faktisk har taget stilling til tilgængelighed og udtrykker det gennem en tilgængelighedserklæring på hjemmesiden. Se Syngentas tilgængelighedserklæring her. 

Hvorfor skal man lave en tilgængelighedserklæring?

Som en del af webtilgængelighedsloven og EU-standarden EN 301 549 kræves, at offentlige myndigheder, virksomheder og institutioner skal lave en detaljeret tilgængelighedserklæring. Erklæringen skal offentliggøres i et tilgængeligt format på webstedet – senest fra den dato, hvor webstedet er omfattet af loven (september 2019 eller 2020 afhængigt af webstedets publiceringsdato). Se dine tidsfrister her.

Der bliver i øjeblikket arbejdet på en standardskabelon fra EU, som forventes at blive implementeret i dansk lovgivning inden årets udgang. Hvis du er yderligere interesseret kan du finde den såkaldte gennemførelsesafgørelse med standardtilgængelighedserklæring lige her.

Hvad er formålet?

Tilgængelighedserklæringen har til formål at redegøre for de elementer og områder på en hjemmeside, som ikke overholder kravene om tilgængelighed.

Du sidder måske og tænker: "Skal jeg skrive (og simpelthen påpege), hvad jeg endnu ikke lige har fået gjort tilgængeligt på min hjemmeside?" - og ja, det skal du gøre.

Hvad skal den indeholde? 

Beskrivelse af tilgang og forklaring af funktioner

Erklæringen skal indeholde din virksomheds tilgang til at gøre jeres hjemmeside tilgængelig og forklare de funktioner, der tilbydes for at forbedre tilgængeligheden. Derudover er pointen også at jeres tilgængelighedserklæring beskriver og fortæller brugeren, hvor et alternativ til de utilgængelige informationer og funktioner kan findes. Med andre ord, så kan du lave en beskrivelse af hvad din virksomhed tilbyder af tilgængelige funktioner på hjemmesiden - fx at din virksomhed har sørget for smarte genvejstaster eller informere om, hvordan man som bruger kan ændre tekststørrelse mm.

Feedbackmekanisme

Yderligere skal erklæringen indeholde en feedbackmekanisme, hvor brugeren kan rapportere utilgængeligt indhold. Her skal det være klart hvad brugeren skal gøre, hvis der er eventuelle spørgsmål eller feedback til tilgængeligheden. Det vil sige, at det er en smaddergod idé at skrive kontaktoplysninger, fx en mail, som en bruger kan skrive feedback til jer på - eller generelt henvende sig på for problemer med tilgængeligheden.

Læs mere om tilgængelighedserklæring på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

Tilbage