Vigtige tidsfrister i EU's Direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer

Vigtige tidsfrister i EU's Direktiv om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer. Her har du en oversigt over de vigtigste tidsfrister i forhold til at blive klar til de nye lovkrav.

- For dig der arbejder i en kommune eller anden organisation, der er omfattet af det nye EU-direktiv om tilgængelighed.

23. september 2018: Lovgivningen træder I kraft i Danmark

Lovgivningen er gældende fra denne dato. Bemærk at det ikke betyder, at alle hjemmesider og apps skal være tilgængelige fra denne dato.

23. september 2019 eller 2020: Nye dokumenter skal være tilgængelige 

PDF, Word og øvrige dokumenter der udgives via hjemmesiden efter den 23. september 2018, skal være tilgængelige senest den 23. september 2019 for dokumenter på nye hjemmesider eller 2020 for dokumenter på ældre hjemmesider. Dette kommer an på om hjemmesiden er defineret som ny eller ældre. 'Ældre' hjemmeside betyder, at hjemmesiden er udgivet inden 23. september 2018 og 'ny' hjemmeside omfatter hjemmesider, der udgives efter den 23. september 2018. 

Det vil sige:

  • Nye dokumenter på nye hjemmesider skal være tilgængelige senest 23. september 2019.
  • Nye dokumenter på ældre hjemmesider skal være tilgængelige senest den 23. september 2020.

Dokumenter udgivet inden 23. september 2018 skal være tilgængelige, hvis de er nødvendige for at gennemføre administrative processer. Her gælder de samme tidsfrister som for andre dokumenter. Det vil sige inden 2019 eller 2020 alt afhængigt af, hvornår hjemmesiden er udgivet.

23. september 2019: Nye hjemmesider skal være tilgængelige

Alle hjemmesider der er udgivet i perioden 23. september 2018 – 23. september 2019 skal være tilgængelige fra denne dato.

Hvis din hjemmeside er udgivet inden 23. september 2018 er den altså endnu ikke omfattet på dette tidspunkt, men skal senest være tilgængelig fra 23. september 2020. 

23. september 2020: Alle hjemmesider skal være tilgængelige

Fra denne dato skal både nye og ældre hjemmesider være tilgængelige.

23. september 2020: Forudindspillede tidsafhængige medier skal være tilgængeligt

Video, lyd og øvrigt forudindspillede, tidsafhængige medier udgivet efter denne dato skal være tilgængelige.

Medieindhold udgivet inden denne dato er ikke omfattet af tilgængelighedskravene.

23. juni 2021: Mobilapplikationer skal være tilgængelige

Mobilapplikationer udgivet efter denne dato skal være tilgængelige.

Mobilapplikationer udgivet inden denne dato er ikke omfattet af kravene.

For yderligere info henvises der til Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside.

 

Tilbage